torsdag den 7. august 2014

En dag ved poolen i Koh Lanta.

Torsdag morgen vågnede vi til en meget varm dag og uden regn.

Efter morgenmaden var det retur til værelserne og skifte til badetøj og så var det mod poolen. Her blev der badet og svømmet og vi så endnu engang den store varan der holder til ved poolen. Mathias forsøgte at fange den, men den hoppede ned i sin hule, men så let opgav Mathias ikke. Han ventede til den kom frem igen og han var lige ved at fange den, men den fik øje på ham i sidste sekund og skyndte sig væk. Men han skal nok fange den, det er jeg sikker på.

Flodhesten får lidt sol.

Vi kan godt mærke, at vi skal passe rigtig meget på solen i Koh Lanta, den føles skabere og mere intens end i Ao Nang og varmen er for alvor kommet til Koh Lanta.

Her er stegende hedt og vi kan kun opholde os i skyggen eller i vandet. Solen steger, så vi skal virkelig passe på ikke at blive forbrændt. Heden er meget intens når solen er fremme, hvordan mon det er når det er højsæson og ikke green season, så må det godt nok være varmt herude?

Vi smuttede over i de to andre pools for at teste vandet her og det var rigtig fedt. Vi spillede bold i poolen og spiste frisk frugt og drak iskaffe og sodavand fra baren. Bare skønt.

Livet nydes i Thailand.



Efter frokost forsatte vi med at slappe af og nyde livet ved poolen, men Mathias skulle lige et smut ind i skyggen og en tur på Intermettet, inden han hoppede med i vandet.


Da vi havde fået nok af poolen, gik vi på værelserne og begyndte så småt at gøre os klar til et smut ind til Saladan, som er Koh Lanta's største by, for at shoppe lidt og spise aftensmad. Der er for langt at gå derind, så vi tager en Tuktuk som koster os 150 baht pr. vej. Turen tager vel små 5 minutter og så er vi i Saladan. Byen er nem at overse, der er en hovedgade på ca. 100 meter der ender i et T-kryds og går man til enten højre eller venstre i dette kryds, kan man her finde en hel del restauranter. Vi spiste talte om at spise på The Fat Pig, men valgte dog til sidst Coco. Lækkert måltid med de sædvanlige retter og det er nok det bedste måltid vi har fået i Saladan. 1110 baht blev det til for 4 sodavand, en pizza, en stir fried chicken cashew nut med ris, en stor club sandwich og en kylling massaman.
Dernæst smuttede vi i et lille supermarked og købte lidt godter inden vi tog en ny Tuktuk retur til hotellet, hvor vi spillede Meier, Yatzy og en slag 500.

En rigtig hyggelig og fed dag i Thailand er slut og vi har nu kun tre hele dage tilbage, inden vi på mandag kl. 1500 bliver hentet og kørt til lufthavnen i Krabi, hvor vi skal ha' flyveren til Bangkok kl. 1850. I Bangkok skal vi med flyveren mod København kl. 0120, så vi får lige små 5 timer vi skal slå ihjel i lufthavnen, men det er der gudskelov laaaang tid til :-)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar